Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

I Gentofte børnehave har vi mange fine traditioner som er med til at udvikle og danne vores børnehavebørn. Hvert år afholder vi:

Haver til maver

De mellemste børn deltager hvert år i et have projekt der hedder haver til maven. Hver institution har et lille stykke have hvor de planter alt fra gulerødder til blomster. Dette forgår i Bernstorffparken hvor to have formidlere giver kyndig og pædagogisk vejledning. Når ens grønsager er klar bliver de tilberedt og vi laver mad over bålet.

Fastelavn på Salem plejehjem

Vi bruger ugerne op til fastelavn på at udsmykke børnehaven med diverse kreationer, masker, katte, tønder mm. 

Salem Plejehjem inviterer til fastelavnsfest hvor børnene meget gerne må komme udklædt. Vi slår katten af tønden og der bliver udråbt en kattekonge/dronning. Plejehjemmets beboer venter på os i den store glassal. Der er pyntet fint op og vi ankommer på rød løber. Flere beboer er også klædt ud. Når tønden er slået ned, hygger vi sammen med beboerne med alle godterne. Det bringer enorm glæde og smil hos beboerne når vi kommer og børnene er gode til at gå i dialog med dem.

Synge på Salem

I løbet af året synger vi for beboerne på plejehjemmet. Vi synger 3 sange som de forinden har fået besked om. Vi synger udenfor, 3 forskellige steder. Vi slutter af på deres terrasse med hjemmebagte boller.

Fødselsdage

at fylde år er en stor ting og det skal selvfølgelig fejres.

Vi kommer gerne hjem til fødselsdag og det er typisk hele stuen der deltager( 10-12 børn) Vi kommer omkring kl. 10 og bliver et par timer.

Det er også muligt at fejre sin fødselsdag i børnehaven. I børnehaven sætter vi altid flag op med barnets navn og en fin tegning. vi samler alle børnene og fødselsdagsbarnet vælger hvilken sang der skal synges. Fødselsdagsbarnet får krone på og der bliver sat små lys og flag på bordet. Fødselsdagsbarnet deler ud og ofte er det et stykke kage...mums 

 

Gallafest

I maj måned afholder vi gallafest for skolegruppen.

Festen skal markerer, at det snart er slut i børnehaven og en nyt eventyr starter.

Festen er en stor dag for børnene. De ankommer i deres fineste tøj på den røde løber. Indenfor i børnehaven, har personalet pyntet med guld og glimmer. Der er dækket et flot langbord til fællesspisning. Efter spisning danser vi Limbo, ballon dans og andre sjove lege og slutter af med fest og disko.

 

Bondegårdstur

Vi tager på bondegårdstur i maj/juni måned. Vi besøger en skøn gammel bondegård, hvor vi får rig mulighed for at kæle med en masse dyreunger. Der er grise, heste, køer, får, geder, høns, katte, kaniner, marsvin, ænder, duer som vi alle får mulighed for at røre og kæle med.

Så får alle en tur rundt på gården på hesteryg og en køretur på det store lad bag traktoren. Vi kører ud på marken og fodrer det store kvæg. 

Vi slutter af på den skønne legeplads med madpakker og bondekones hjemmelavede grønne kage.

Sommerfest

Vi invitere til sommerfest for hele familien i juni måned. Vi har fællesspisning på boldbanen. Alle kommer med en ret til buffet og vi sidder på tæpper i græsset til alles fornøjelse. Børnene optræder gerne med et sange som vi har øvet os på.

Dagen slutter med fælles oprydning.

Halloween

Vi pynter "uhyggeligt" op i hele børnehaven og de store edderkoppespind kommer frem. Fredagen inden Halloween møder børnene op udklædt( hvis de har lyst ). Det er en festlig dag for børnene og de bruger det meste af dagen på at lege på kryds og tværs i deres fine kostumer. I børnehaven bliver der serveret lækker "blodsuppe" med grønne boller til.

jul

I december pynter vi hele børnehaven op. Vi laver jule hemmeligheder/juleværksted. 

Vi tager til Ishøj teater og ser et julestykker. Vi bliver hentet i bus og kørt hjem til døren igen.

Vi besøger Gentofte Kirke, hvor børnene er med til at opføre et krybbespil. Præsten fortæller historien om Jesus fødsels mens børnene er klædt ud i diverse roller til fortællingen. Vi slutter af med at synge nogle julesange vi har øvet.

Vi inviterer forældre til julehygge på stuerne. Vi sørger for materialer til juledekoration som børnene kan lave sammen med deres forældre og tage med hjem bagefter